Oversigt - plenarmøder 
 

COP31: prioriteter for klimatopmødet i Antalya 

Forud for COP31 i Tyrkiet er MEP'erne klar til at presse på for en hurtigere udfasning af fossile brændstoffer, mere klimafinansiering og stærkere støtte til sårbare lande.

FN's klimakonference (COP31) der finder sted fra den 9. til den 20. november vil fokusere på at fremme omstillingen væk fra fossile brændstoffer, iværksætte processen for den næste globale statusopgørelse og øge klimafinansieringen, herunder gennem operationaliseringen af det nye kollektive kvantificerede mål (NCQG), der blev vedtaget på COP29.

I beslutningen om Parlamentets prioriteter, som Udvalget om Miljø, Klima og Fødevaresikkerhed har fremsat, hedder det, at 2025 er et af de varmeste år, der nogensinde er registreret, og at Europa fortsat er det kontinent, der opvarmes hurtigst, og at der er et presserende behov for at fremskynde den globale omstilling væk fra fossile brændstoffer. Med hensyn til finansiering ønsker MEP'erne at lette gældsbyrden for sårbare lande samt levere finansiering til tilpasning, tab og skader.

Debatten om FN's klimakonference finder sted onsdag aften med en resolution, som MEP'erne skal stemme om torsdag.

Baggrund

Den europæiske klimalov fastsatte målet om, at EU skal blive klimaneutralt senest i 2050 og reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 % senest i 2030 i forhold til 1990-niveauerne. I februar 2026 ajourførte parlamentet loven med et reduktionsmål for 2040 på 90 %.

En delegation på 15 MEP'er under ledelse af Lídia Pereira (EPP, PT) vil deltage i klimadrøftelserne fra den 16. til den 20. november.

Procedurekode: 2026/2666(RSP)

Debat: Onsdag den 21. oktober

Afstemning: Torsdag den 22. oktober

Fremgangsmåde: Mundtlige forespørgsler til Rådet og Kommissionen med resolution