Nuværende eurosedler
Eurosedlernes design symboliserer den europæiske integration. Vinduer, portaler og broer symboliserer åbenhed og samarbejde mellem de europæiske befolkninger.
Den første serie
Den første serie af eurosedler blev udstedt første gang i 2002, da euroen blev indført. Den består af syv forskellige seddelværdier: 5 €, 10 €, 20 €, 50 €, 100 €, 200 € og 500 €. Disse eurosedler erstattes efterhånden af sedlerne i den anden serie, Europa-serien, og derfor støder du ikke længere så ofte på sedler i denne serie. Eurosedler i den første serie er lovligt betalingsmiddel og vil altid bevare deres værdi. De fortsætter med at cirkulere parallelt med Europa-serien, indtil de resterende lagre er brugt op.
Europa-serien
Den anden euroseddelserie, Europa-serien, blev udviklet for at gøre det sværere at forfalske eurosedlerne og gøre dem mere holdbare. Det betyder, at eurosedlerne ikke behøver at blive udskiftet så ofte, og det bidrager til at reducere både miljøpåvirkning og omkostninger.
Den kaldes Europa-serien, fordi to af sedlernes sikkerhedselementer viser et portræt af prinsesse Europa. Denne figur fra den græske mytologi skaber en synlig forbindelse til det europæiske kontinent og giver samtidig eurosedlerne et menneskeligt anstrøg. Europa-serien blev indført gradvist over flere år og består af seks seddelværdier: 5 €, 10 €, 20 €, 50 €, 100 € og 200 €. De første eurosedler blev sat i omløb i 2013. Serien blev fuldendt i maj 2019, da 100- og 200-eurosedlen blev sat i omløb.
500-eurosedlen indgår ikke i Europa-serien og er ikke blevet udstedt siden 27. april 2019. Ligesom de øvrige euroseddelværdier vil 500-eurosedlen altid bevare sin værdi og kan når som helst veksles hos en af euroområdets nationale centralbanker.
Se videoen: Euroens nye ansigt – EuropaEurosedlernes design og kendetegn
Seddelværdier
Se eurosedlerne på en helt ny måde med vores 3D-visning, og opdag de forskellige designelementer og sikkerhedselementer, som gør eurosedlerne unikke.
Undersøg alle eurosedlerne i 3DDesignelementer
Begge serier af eurosedler repræsenterer temaet "Europas tidsaldre og stilarter". Men vidste du, at ingen af dem afbilder faktiske monumenter eller broer? Få mere at vide om de forskellige designelementer, og find ud af, hvor dine eurosedler er trykt.
Få mere at vide om sedlernes designSikkerhedselementer
Eurosedler har flere sikkerhedselementer, som gør det nemt at skelne ægte sedler fra falske. Prøv at se nærmere på dine eurosedler, og lær, hvordan du kan tjekke, om de er ægte eller ej – brug "føl-se-vip"-metoden.
Lær, hvordan du tjekker dine eurosedlerDin mening tæller
Fortæl os, hvad du mener
Din feedback hjælper os med at opretholde eurosedlernes høje kvalitet. Deltag i denne korte onlineundersøgelse, og fortæl os, hvad du mener om de eurosedler, du bruger hver dag.
Undersøgelse